25. september 2016

Maratonlæsning af serier

Dette indlæg er inspireret af min læseoplevelse af Percy Jackson and the Olympians af Rick Riordan.
Jeg startede med at læse bøgerne om Percy Jackson, da mange havde læst dem omkring mig, og jeg kunne derfor ikke udskyde det mere. Serien indeholder fem bøger, og de er ikke lange, derfor havde jeg sat mig som mål at læse dem inden sommerferien var ovre, hvilket jeg fik gjort. Jeg valgte at læse hele serien i træk.

Der er både fordele og ulemper ved at maratonlæse serier. Jeg kan personligt godt lide at maratonlæse serier. Man skal ikke vente på at den næste bog skal udgives, og man kan få en fornemmelse af serien som én lang bog ved at læse dem lige efter hinanden. Dette forkorter dog læseglæden og tiden man bruger i en fantastisk verden. Dog i forhold til Percy Jackson and the Olympians er der flere serier indenfor samme verden og med flere af de samme karakterer, den næste serie er The Heroes of Olympus. Ved at maratonlæse kan man bedre huske de små detaljer fra sidste bog, og man får derved mere med fra den næste. På den anden side, plejer der at være beskrivelser af vigtige episoder fra forrige bog, så overgangen bliver mere flydende, hvis det er længe siden man læste den forrige bog. Det fungere rigtig godt, når man ofte skal vente længe på, at en ny bog i en serie udgives. Men det gør også glæden ved endelig at få den og læse den så meget bedre.

Jeg havde en god oplevelse ved at maratonlæse Percy Jackson and the Olympians. Jeg føler dog ikke, at historien er slut, og jeg har planer om at læse The Heroes of Olympus, men jeg venter nu lidt, så jeg får en lille pause mellem serierne. Jeg synes at disse bøger er fantastiske, og Rick Riordan har med den græske mytologi skabt en fantastisk verden. Jeg nød derfor at kunne fortsætte med at læse om Percys eventyr sammen med sine venner.

Hvis alle bøger i en serie er udgivet, kan man vælge at læse dem i det tempo som man har lyst til, og ikke nødvendigvis læse alle med det samme, hvilket jeg ofte gør, men det kan være svært at lade være med at fortære bøgerne, hvis historien er god.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar